Talentklasserne Herning

Optagelse på Brændgaardskolens talentklasser i samarbejde med Herning Cykle Klub

HCK har mulighed for at indstille talentfulde cykelryttere til optagelse i Brændgaardskolens talentklasser. HCK ønsker, i samarbejde med Talent Herning og Brændgaardskolen, at skabe de bedst mulige rammer for fordybelse i både skolegang og cykling samt understøtte individuel, personlig og sportslig udvikling.

Fra HCKs side er ambitionen at skabe et sundt træningsmiljø, hvor vi værner om fællesskabet, men samtidigt arbejder for at skabe de dygtigste cykelryttere og skoleelever. Det er en vigtig prioritet, at talentet bevarer glæden ved både cykling og skolegang.

HCKs mål med talentklasserne er at udvikle dygtige og dannede cykelryttere, samt ansvarlige og hele unge mennesker. Cykelrytteren skal på sigt udvikles med henblik på at kunne blive en del af HCKs junior- og senere elitehold.

Forudsætninger for optagelse:

For at kunne søge om optagelse i talentklasserne og for at kunne vedblive med at være optaget, skal en række forudsætninger være opfyldt. Optagelse i Talentklasse er ingen garanti for fortsættelse gennem skoleårene. Der vil hvert år blive foretaget en evaluering af indsats, motivation mv.

Brændgårdskolen opstiller en række krav, der kan findes på skolens hjemmeside. I tillæg til disse krav, forudsætter HCK:

Sportsligt
At du:
– Senest året før der søges om optagelse i talentklasserne har trænet kontinuerligt i HCK og har kørt (et vist antal, gerne min. 12-14) licenscykelløb, så HCK har et grundlag for vurdering af talent, potentiale, konkurrenceniveau og indstilling for den enkelte rytter.
– Udviser stor interesse i at udvikle dig som cykelrytter.
– Har licens i Herning Cykle Klub, prioriterer cykelsporten, og deltager i et betydeligt antal cykelløb – minimum 20 løb i løbet af sæsonen.
– Aktivt deltager i al den træning, der tilbydes af HCK, og melder afbud, hvis du er forhindret.
– Udviser stort engagement i træningen, både den træning der udbydes af HCK og selvstændig træning.

Personligt
At du:
– Udviser stor interesse i at udvikle dig fagligt som skoleelev.
– Er positiv og imødekommende over for de krav, som stilles fra både skolens og HCKs side.
– Opfører dig som en rollemodel i alle sammenhænge, da du som talentelev er ambassadør for talentklasserne, Talent Herning og HCK.
– Sammen med dine forældre aktivt støtter op om klubbens aktiviteter. Det indebærer blandt andet, at dine forældre aktivt bidrager som frivillige hjælpere, når klubben afholder cykelløb eller tilsvarende arrangementer.
– Til stadighed opretholder en sund livsstil i forhold til kost og søvn.

Forældreansvar
At være elev i talentklasserne stiller store krav til barnet. Det er derfor afgørende, at du/I som forældre bakker up om det valg barnet har truffet om at ville dyrke cykling på højt niveau. Dette gøres bl.a. ved at sikre at barnet få en sund kost, får den nødvendige støtte til rent praktisk at kunne deltage i cykelløb, men også ved at hjælpe og støtte barnet, når tingene ikke lykkes eller når der er problemer med motivationen.

Opfølgning
For at sikre, at du som talentelev fortsat udvikler dig både sportsligt og personligt, vil vi løbende følge op på din træningsindsats, dit engagement og din generelle trivsel. Dette indebærer regelmæssige samtaler med både HCKs trænere og Brændgaardskolens undervisere for at evaluere din udvikling og sikre, at du lever op til de krav, der er stillet.

Opfølgningen vil give os mulighed for at tilpasse træningsplaner og støtte, så vi kan sikre, at du har de bedste forudsætninger for at opnå succes både på cyklen og i skolen. Samtidig er det en vigtig mulighed for dig at få feedback og reflektere over din indsats.

Kontakt
Du er velkommen til at kontakte formand for drenge/pige-afdelingen, hvis du er interesseret i at høre nærmere. Se kontaktinfo her.

Comments are closed.