BLIV MEDLEM AF HERNING CYKLE KLUB
Kunne du tænke dig at prøve kræfter med at cykle i klub? Eller har du et barn, som elsker at cykle? Så er Herning Cykle Klub det perfekte sted at starte.
I Herning Cykle Klub finder du aldersinddelte hold helt fra de yngste på 5-6 år, op igennem ungdomsrækkerne og til de voksne og veteraner.
Du bliver en del af et klubmiljø med et stærkt socialt fællesskab og dygtige trænere, som både sørger for, at træningen er sjov og effektiv, og at alle får en god oplevelse uanset erfaring og niveau.
Få svar på alle dine spørgsmål herunder, eller kontakt os, hvis du vil vide mere.
Hvordan kommer jeg i gang?
Hvis du har styr på din cykel og dit udstyr, og du ikke har nogen spørgsmål, møder du bare op til træning. Du kan finde adresser og træningstider for børn/unge her, for U17/U19 her og for senior her. Om vinteren træner U17, U19 og senior også sammen – det kan du læse om her.
Kontakt gerne en fra bestyrelsen eller en af udvalgsformændene på forhånd, så de kan forberede træneren på, at der kommer en ny. Du kan også kontakte udvalgsformanden, hvis du har spørgsmål.
8 – 15 år: Udvalgsformanden for Drenge/Pigeafdelingen
16 – 18 år : Udvalgsformanden for Talentafdelingen
Over 18 år: Udvalgsformanden for Breddeafdelingen
Kontaktpersonen sørger for at du bliver guidet igennem de spørgsmål, som du måtte have, så du kan komme godt i gang.
Hvor gammel skal man være for at gå til cykling?
Alder er ikke afgørende, og vi har hold for børn helt ned til 5-6 år.
Hvis du drømmer om at køre cykelløb under Danmarks Cykle Union – det, vi kalder licens – skal du være lidt ældre. Du kan tegne licens, det år du fylder 9, hvor du starter i U11-klassen. Herefter følger U13, U15, U17 og U19, inden du overgår til seniorrækkerne, der er inddelt efter niveau.
Kan både drenge og piger gå til cykling?
Ja! Til træning kører vi med blandede hold med både drenge og piger for at styrke det sociale. Til cykelløb under Danmarks Cykle Union kører pigerne med egen præmierække, men sommetider sammen med drengene afhængigt af antallet af tilmeldte.
Hvad nu hvis jeg ikke har en racercykel?
Det gør ikke noget – du kan låne en racercykel af os! I vores Drenge/pigeafdeling er det muligt at låne en racercykel efter aftale, så du herved har mulighed for at prøve sporten, inden du selv køber en racercykel.
Kontakt udvalgsformanden for Drenge/Pigeafdelingen for at høre mere.
Hvornår på året kan jeg begynde?
Du kan starte med cykling på alle tider af året. Forår, sommer og efterår foregår træningen på racer. Om vinteren træner vi primært i spinning-lokalet eller på hometrainer med platforme som Zwift, og for de ældste er der fællestræning på vinterracer med seniorerne.
Skal man deltage i cykelløb?
Nej, du kan sagtens gå til cykling uden at deltage i cykelløb. Det bestemmer du helt selv. Mange af vores medlemmer deltager i cykelløb under Danmarks Cykle Union, såkaldte licensløb, i weekenderne i løbet af sommerhalvåret.
Til licenscykelløb konkurrerer du i alders- eller niveauinddelte klasser mod andre cykelryttere fra hele landet.
Vi anbefaler, at du starter med at prøve at komme til træning nogle gange, før du tager stilling til, om cykelløb også er noget for dig.
Hvordan træner vi?
Klubben er opdelt i flere grupper. Vi har Drenge/Pige (8-15 år), Talent (16-18 år) og Senior (+18 år). Hver enkelt gruppe har egne trænere, som er ansvarlige for planlægning af træning.
Der er forskellige træningstider afhængig af gruppe – se træningstider under menupunktet Info/Træning.
Om tirsdagen træner drenge/pigeafdelingen på Ungskuepladsen ved Messecentret på et helt lukket område uden biler og anden trafik. Det er det perfekte sted at starte, hvis du er ny. Her er stort fokus på leg, teknik og sjove øvelser på tværs af holdene, så børnene lærer hinanden at kende.
Ellers foregår fællestræningen i grupper ude på landevejene. Som regel kører vi på mindre veje og rundstrækninger, således at alle kan være med, og alle kommer med hjem. Den ansvarlige træner står for programmet, som kan indeholde forskellige træningsøvelser og intervaller.
Er det farligt at gå til cykling?
Nej, cykling er ikke specielt farligt sammenlignet med andre sportsgrene. Man slår sig selvfølgelig, hvis man vælter, men som regel er det kun overfladiske skrammer, man får. Alle ryttere (både voksne og børn) SKAL altid køre med godkendt cykelhjelm, både til træning og løb. Derudover skal de normale færdselsregler overholdes.
Er det dyrt at gå til cykling?
Nej, det er ikke dyrt at komme i gang med at cykle, men der findes selvfølgelig meget lækkert og dyrt udstyr, man kan investere i, hvis man bliver bidt af sporten.
Generelt anbefaler vi, at du taler med andre i klubben (trænere m.m.), inden der investeres i dyrt udstyr, da det absolut ikke er nødvendigt at investere store beløb fra start. Det kan komme senere.
Du skal betale kontingent til klubben for at blive medlem, og hvis du vil køre cykelløb under Danmarks Cykle Union, skal du tegne licens ved DCU og betale et mindre startgebyr for at stille op til cykelløb i weekenderne. Det kan du læse mere om her.
Hvor får jeg yderligere oplysninger?
Se under kontaktpersoner, her finder du de relevante telefonnumre. Uanset hvem du kontakter vil vedkommende guide dig videre til rette person.

