Klubregler

REGLER FOR KLUBRYTTERE

Økonomi:
Rytterne betaler selv DCU-licens og løbsgebyrer i løbet af sæsonen.

Klubben yder dog i flere tilfælde tilskud til løb og eller træningslejre, f.eks. betaler klubben startgebyrer til DM. Det er de respektive klubudvalg (D/P, Talent, Senior) der afgør hvilke tilskud, der ydes.

Rytter som repræsentant for HCK:
Rytteren forpligter sig til at være iført reglementeret beklædning når rytteren repræsenterer HCK. Det gælder såvel træning som løb.
Undtaget herfra, er under deltagelse i løb, hvor rytteren repræsenterer landshold eller distriktshold.

Reglementeret cykelpåklædning er det officielle HCK tøj, med det aktuelle sponsortryk. Det er rytterens ansvar, at sørge for at være reglementeret påklædt. Det er en del af medlemsskabet. Spørgsmål vedrørende tøj kan til enhver tid rettes til respektive udvalg eller bestyrelsen.

Ved udtalelse til pressen og andre må rytteren ikke fremkomme med negativ og usportslig optræden mod HCK eller sponsorer. Rytteren forpligter sig til at møde op til evt. pressemøder, fotosessions og lign. efter aftale med klubben.

Personlige sponsorer:
Har rytteren kontakt til en personlig sponsor, så skal dette forhold forelægges og godkendes af HCK’s sponsorudvalg og bestyrelse førend, der kan indgås nogen form for aftale.
Der kan ikke trykkes eksterne sposorlog på klubtøjet.

Dopingbestemmelser:
Rytteren forpligter sig til ved sin indløsning af licens i HCK, at overholde de til enhver tid gældende dopingregler. Der henvises til www.antidoping.dk.
Skulle rytteren af medicinske årsager have behov for at indtage et stof, der er at finde på listen over forbudte stoffer, så skal rytteren straks kontakte pågældende udvalgsformand.
Det er i alle tilfælde rytteren, der er ansvarlig for hvad der findes af eventuelle forbudte stoffer.
Personer uddannet i almen medicin, dvs. almindelige praktiserende læger, er ikke altid klar over indholdet af ADD’s liste over forbudte stoffer. Kontakt DCU for afklaring.

Ytring:
Det er vigtigt, at ryttere giver deres mening til kende til enten rytterrepræsentant eller forældrerepræsentant.
Trænerne forpligter sig til at handle ud fra kritik. Der skal gives feedback til ryttere omkring deres kommentarer. Negative holdninger/ kritik af holdkammerater skal gives i en ordentlig tone, evt. i samarbejde med trænerne/udvalg.

Anvendelse af sociale medier:

Såfremt sociale medier anvendes, skal det anvendes i positive vendinger, såvel om klub og/eller enkelte ryttere. Klubben tillader ikke negativ kritik via offentlige medier, og såfremt der er behov herfor, skal det ske internt i klubben ved henvendelse til de korrekte personer.

Generelt:
Rytter såvel som træner forpligter sig til at bidrage til, at klubben/holdet kan fungere på bedst mulig måde.
Rytter såvel som ledere forpligter sig til at overholde alle aftaler/tidsfrister for aflevering af evaluering/målsætning/træningsdagbøger/træningsplaner, såfremt rytteren er omfattet heraf, f.eks. juniorholdet.

Sociale arrangementer i HCK:
Rytteren forpligter sig til at deltage i de officielle sociale arrangementer klubben afholder.

Det er f.eks.: afslutningsfest, klubmesterskabet etc.

Rytteren vil blive gjort opmærksom på eventuel mødepligt til planlagte arrangementer.

Fravær til disse arrangementer accepteres kun efter aftale med træner/udvalgsformand.

Misligholdelse:
Hvis rytteren ikke overholder ovennævnte retningslinjer beskrevet ovenfor, kan HCK gøre brug af følgende sanktionsmuligheder:

  • Advarsel
  • Tilbagekaldelse af udleveret materiel og tøj (hvis teamrytter).
  • Fratagelse af ydelser/goder fra HCK og/eller sponsorer
  • Videre sendelse af bøder, som HCK måtte blive pålagt fra DCU/Team Danmark
  • Midlertidig inddragelse af licens til at køre cykelløb (karantæne)
  • Udelukkelse fra HCK på bestemt/ubestemt tid

Klubbens bestyrelse skal altid inddrages, hvis der iværksættes sanktioner.

ØKONOMISKE UDLÆG

Økonomiske udlæg for klubben skal være forhåndsaftalt med ansvarlig træner og/eller udvalgsmedlem.

Klubben har opstillet gældende retningslinier:

  1. Der skal udfyldes et HCK udlægsbilag (fås ved henvendelse til kassereren) Kvitteringer og bonner skal være vedhæftet, og det skal være godkendt/underskrevet af udvalgsformanden.
  2. Udlægsbilaget med kvittering mailes til kassereren.
  3. Bonner og bilag der er blevet væk udbetales ikke.
  4. A-conto udbetalinger laves KUN efter aftale med kasserer og udvalgsformand.
  5. Brændstof til klubbens biler SKAL betales med klubbens brændstofkort. Udvalgsformændene er ansvarlige for at tankkortet kommer med klubbilerne på relevante ture.

 Ved spørgsmål, kontakt klubbens kasserer.

FORÆLDRENES 10 BUD:

Cykling skal være sjovt og motiverende, og derfor er det afgørende at rytteren får den rigtige opbakning hjemmefra. Vi har derfor oplistet nogle ønsker/regler for, hvordan vi mener, I som forældre bør/skal gebærde jer. Derudover er det vigtigt, at I som forældre sikrer, at jeres barn er klar til træning og løb. Herunder tænkes på, at barnet har fået noget spise kort før træning, og at barnet altid drikker rigeligt med vand. Et tilstrækkelig indtag af væske er en forudsætning for optimal præstationsevne – både ved træning og i konkurrence.

  • Bud # 01 Mød op til cykelløbene – barnet ønsker det
  • Bud # 02 Giv opmuntring til alle ryttere under løb, ikke bare dit eget barn
  • Bud # 03 Giv opmuntring i både med- og modgang
  • Bud # 04 Respekter trænernes træningsmetoder, kom evt. med alternative forslag
  • Bud # 05 Kritiser ikke uberettiget løbsledernes afgørelser – og slet ikke i offentlig forum
  • Bud # 06 Opfordrer dit barn til at deltage, pres eller tving ikke
  • Bud # 07 Spørg om løbet/træningen var spændende og sjovt, fokuser ikke kun på resultatet
  • Bud # 08 Sørg for rigtig og fornuftigt udstyr, overdriv ikke
  • Bud # 09 Vis respekt for arbejdet i klubben, vær selv med til at tage initiativer
  • Bud # 10 Tænk på, at det er dit barn, der kører cykelløb, ikke dig

Comments are closed.