Indledningsløb og 80 års jubilæumsfest 2017

Lørdag d. 1. april 2017 afholdt Herning Cykle Klub deres traditionelle indledningsløb. Løbet køres som en enkeltstart med følgende distancer:
U11 +U11P = 7 km.
U13 + U13P = 12 km.
U15 + U15P + U17P = 15 km.
U17 + U19 + Herre Elite + Herre Bredde & Veteran = 29 km.
Der stillede totalt 65 ryttere op til indledningsløbet, og mange af rytterne kørte fantastiske tider.
Da Herning Cykle Klub i år har 80 års jubilæum, var der også indlagt et koryfæræs, her stillede 22 af klubbens tidligere stjerneryttere op.

Blandt rytterne, hvoraf flere var i de gamle originale Midtbank trøjer, så man blandt andet Verner Blaudzun, Kurt Markussen, Jens Andersen og flere tidligere ryttere samt bestyrelsesmedlemmer.
Også her blev der kørt cykelløb med følgende vindere:
Vinder af +40 klassen var Rene Jørgensen
Vinder af +50 klassen var Per Pedersen
Vinder af Veteran klassen var Finn Korsgaard

Efter indledningsløbet var der arrangeret 80 års jubilæumsfest. Festen blev afholdt i Kvik A/S skønne lokaler og totalt 150 ryttere, forældre, hjælpere og sponsorer mødte op.

Under jubilæumsfesten var følgende punkter på dagsordenen:
Præmieoverrækkelse fra indledningsløbet og koryfæræset
Præsentation af alle hold i Herning Cykle klub
Udnævnelse af nyt æresmedlem
Overrækkelse af sidste legat fra Kim Bang Sørensens mindefond.
Eigil Sørensen blev udnævnt til nyt æresmedlem i Herning cykle klub efter årelangt virke, først som aktiv cykelrytter, siden som træner og bestyrelsesmedlem.
Eigil Sørensen startede i klubben som juniorrytter tilbage i foråret 1966, og takkede af som vinder af klub mesterskabet i 1982.
Derefter var Eigil hjælpetræner i seniorafdelingen indtil 1985, hvor en post i Danmarks Cykel Union kaldte.
Klubben blev dog ikke ladt i stikken, idet der samtidigt med arbejdet i DCU blev varetaget en trænertjans i klubbens drenge-pigeafdeling.

  
 

I efteråret 1995 kom Eigil Sørensen ind i bestyrelsen i HCK. Her opstod ideen om at starte et elitehold, og Eigil sad i eliteafdelingen indtil 2001. Efter den tid har vores Eigil Sørensen været hjælper næsten hvert eneste år, ved de forskellige løb klubben har holdt. Kim Bang Sørensens mindefond blev stiftet af Eigil og Tove Sørensen, da de for 25 år siden mistede deres dreng i en tragisk busulykke, da Kim var på vej til VM i cykel cross.

Mindefonden skulle bruges på udviklingen af talentarbejde i Herning Cykle Klub, samt en hjælp til familier, som eksempelvis kunne have en økonomisk udfordring med udstyr efter et styrt.

De sidste par år har Eigil og Tove besluttet at afvikle mindefonden, og det har de gjort med et par store tilskud til Herning Cykle Klub. I 2016 modtog vi en check på 40.000 kr. som blev brugt til træningslejren i Italien, hvor rytternes egenbetaling blev nedsat med 800 kr. pr. rytter contra tidligere år.

I år modtog vi en check på 35.000 kr. Et beløb som ifølge aftale med Eigil og Tove, er blevet brugt på en træningslejr for U11, U13, U15 & U17 samt tre nye lånecykler.

Endnu en gang skal der fra hele klubbens side lyde en stor tak til Eigil og Tove for det fantastiske bidrag de har ydet gennem mange år.

 Jubilæums festen startede med kage, cykelrytterens livret, og aftenen sluttede med fælles aftensmad.

 En stor tak til alle fremmødte ryttere, forældre, hjælpere og sponsorer. Det er arrangementer som disse, der er med til at bevare det kæmpe sociale fællesskab, vi har i Herning Cykle Klub, et fællesskab som sikrer vores placering blandt de bedste klubber i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.